Fed bil for blot 2 mio. kr!

En meget velafprøvet måde at sikre sig at man kommer til at hænge i bremsen livet igennem er at købe nye dyre biler, som man ikke har råd til at betale kontant. Så tager man jo bare et billån hjem og betaler sin bil ca. 2 gange med renters rente samtidig med, at man i bilens første leveår taber store summer, fordi den lynhurtigt taber i værdi.

Køb en bil du rent faktisk har råd til at betale kontant. Ja, det kan godt være, at det i første omgang bliver noget, der ligner noget, der er løgn, men du er kørende. Hvis du så i stedet for sparer de penge op, som du ellers ville have betalt på dit billån (primært til at dække renter og tab af værdi), har du inden længe en stor sum penge, som du sammen din brugte vogn kan lade gå i bytte for en lidt nyere vogn og så fremdeles. Dermed sparer du både penge i rente på et billån og har et langt mindre tab. På et helt liv rammer vi nemt et par millioner. Er det virkelig så meget værd at køre i en bil, der er dyrere end du har råd til?

Mand og bil

Lad os tage et eksempel. Du har fået kig på en lækker ny bil. Der er plads til hele familien og den kan fås til 250.000 kr. Du har 50.000 til udbetaling og kører fra forhandleren med en lækker ny vogn og en gæld på yderligere 200.000. Lad os så sige, at du sælger bilen efter tre år, hvor du har fået øje på en ny lækker vogn… Der har du formentlig tabt 100.000 i værdi og betalt 30.000 kr i renter og gebyrer. Et tab på 130.000. Har du så bil fra du er 20 til du er 70 lander vi – uden at tænke på renters rente, inflation osv. – på et samlet direkte tab på mere end to millioner kroner. TO MILLIONER KRONER!

Hvad så med leasing? Jamen jeg har regnet den ud. Jeg leaser da bare min bil. Dave Ramsey kalder det i sin bog Total Money Makeover ikke uden grund at “fleece” sin bil. Kort fortalt er leasing en meget dyrere måde at have bil på – bortset fra enkelte tilfælde, hvor det går nogenlunde op med at have et billån, som vi lige har fastslået kun koster dig et par millioner kroner.

Her til sidst en blank indrømmelse. Personligt lagde jeg ud med at købe mine første to biler fra ny med billån. Det resulterede i at jeg på den konto tabte en masse penge – helt som beskrevet ovenfor. Efter at være blevet klogere har jeg de seneste seks gange kun købt pålidelige biler, som er mindst 10 år gamle med omkring 300.000 km på tælleren og jeg har endnu ikke måttet skrotte en bil fordi den ikke kunne køre mere. Til gengæld har jeg været langt billigere kørende end i mine første ungdomsår.

Hvad er dit forhold til biler?

View Results

Loading ... Loading ...

Mangler du 100.000 kr? Se mindre TV…

Hvor meget betaler du for at se TV? Har du basispakken, den helt store pakke eller noget tredje? Hvor meget TV ser du egentlig? Hvem styrer hvad du skal se hvornår? Er det ikke på tide at tage kontrollen tilbage og selv styre det? – og samtidig spare flere tusind kroner om året: Drop den dyre TV-pakke!

tvHar du den lille pakke – som lige nu koster 219 kr per måned – ender du op med en årlig regning på over 2.600 kr. For slet ikke at tale om “den store pakke” eller Viasat Sport, som kommer til at stå dig i 499,- per måned – altså 6.000 kroner om året (på nær 12 kr). Eller hvad med VIASAT TOTAL med hele 68 kanaler, som bringer dig på den forkerte side af 7.000 kroner om året.

Gratis alternativer til TV-pakken

Har du en god netværksforbindelse kan du med DRs app helt gratis (nå ja… betalt over skatten og licensen, men der er ligesom ikke noget valg) se alle DRs kanaler live og boltre dig i deres arkiver og mest populære udsendelser – vel at mærke når det passer dig.

“Jamen, de viser aldrig nogen gode film”, jamrer du måske… Well, Filmstriben giver dig helt lovligt (igen betalt over skatten) gratis adgang til masser af film online.

Og så er der jo muligheden for – indrømmet med lidt planlægning – at låne DVDer på biblioteket også helt gratis (stadig betalt over skatten). Alle disse steder er du også helt fri for mere eller mindre gode reklamer.

100.000 kr og mere til

Helt ærligt, mere end 7.000 kroner om året for TV (og masser af reklamer) er det virkelig det værd? På ti år har du med en forrentning på 7 pct. skrabet næsten 100.000 kroner sammen. 100.000 kroner. Wauw, hvad kunne man ikke få for de penge?

…jo mindre du sidder på din flade og ser på skærmen, jo mere får du i virkeligheden selv oplevet og udrettet…

Og så er der – i parentes bemærket – hele aspektet med at jo mindre du sidder på din flade og ser skærm, jo mere får du i virkeligheden selv oplevet og udrettet…  Faktisk langt mere værd end de 100.000, du lige har sparet – i hvert fald hvis du spørger mig!   

Hvad med dig? Hvad betaler du for at se TV?

View Results

Loading ... Loading ...